Fællesskabet i Den Grønne Planet hylder børnestyret leg, vokseninitierede aktiviteter, medbestemmelse og demokratiske rettigheder, samtidig med at vi understøtter og udvikler børn i forskellige situationer og positioner. Den Grønne Planet tilbyder et fællesskab til alle børn, uanset kulturelle, sociale eller kognitive forudsætninger. Fællesskaberne kan have mange forskellige funktioner og størrelser, lige fra at være sammen om bålet, på tur i ladcyklen, være med i samlingen eller omkring måltidet eller at være deltagende i "leg med sproget".
Tryghed og støtte i Den Grønne Planet:
- Børn er mere ens end forskellige og bør så vidt det er muligt lære og udvikle sig sammen.
- Hvis børn ikke lærer i det miljø, det traditionelle læringsmiljø tilbyder, så må de tilbydes et læringsmiljø, der tager udgangspunkt i det børnene har brug for.
- Fundament og værdier i pædagogisk praksis er det samme i både små og store fællesskaber.
- Bevidst rolle- og arbejdsfordeling mellem de voksne.
- De fysiske rammer tilbyder støttende visuel kommunikation, som alle børn kan have glæde af.
Dagens forskellige læringsrum.
Organiserede læringsgrupper og rum. (Formiddagsaktivitet)
Friere læreprocesser med nærværende tilgængelige voksne. (Eftermiddagsaktivitet)
Trækplasteraktivitet (Dannelsesaktivitet, fx det pædagogiske køkken, kunst og musik)
Hverdagens små læreprocesser (Modtagelse af barnet om morgenen, garderoben, til spisning, overgange mellem aktiviteter)
På ugentlige møder justerer og ændrer vi på strukturen i hverdagen ud fra indsamlet data. Data kan være praksisfortællinger, Sprogtrappe, Trasmo, videofilm, eller børnenes egne udtryk. Systematiske refleksioner og beslutninger sættes ind i nedenstående indsatstrappe som giver os et overblik over pædagogiske indsatser.
Indsatser for alle børn:
Her arbejder vi med mål og temaer fra Den Styrkede læreplan.
Indsatser med individuelt fokus:
Nogle børn kan, i kortere eller længere tid, have brug for lære noget mere inden for et specifikt område, således at deres deltagelsesmuligheder i fællesskabet øges. Sprog, leg, sociale kompetencer.
Indsatser, intensive, individuelle og i samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere:
Nogle børn har individuelle handleplaner, der er udarbejdet i samarbejde med tværfaglige samarbejdspartnere og med et meget stærkt fokus på forældrepartnerskabet.
Samarbejde med de tværfaglige ressourcer i Køge:
Der kan opstå situationer hvor vores faglighed bliver utilstrækkelig, så vi har brug for at trække på tværfaglige ressourcer som fx. talepædagog, psykolog, ergo- eller fysioterapeut. Dette gør vi ALTID kun i tæt samarbejde med forældrene, så vi i fællesskab kan sikre barnet gode forudsætninger for deltagelse i hverdagen.